Tre konkrete tips til at spare på strømmen i virksomheden

El-priserne er på himmelflugt, forsyningssituationen er usikker, samtidig med at hjemmearbejdet stiger i en række brancher. Det gør det helt essentielt at holde øje med dit forbrug og spare el, hvor der spares kan.

Her kommer tre helt konkrete sparetips, som du forhåbentlig kan drage nytte af i din virksomhed.

  1. Køb et tænd-sluk-ur til de apparater, der kører uden for åbningstid

Det er ikke nødvendigt, at apparaterne altid står og bruger strøm – fx køleskabe i et pizzaria, bageri, kiosk eller restaurant. Tingene kan sagtens holde sig kolde frem til næste dag, selv om der bliver slukket for strømmen om natten eller på andre tidspunkter.

Eksempel A:

Et køleskab på 1.400 liter er slukket i 4-5 timer. Det giver 185 kr. (ekskl. moms) i strøm-besparelse om måneden, svarende til 2.220 kr. om året (ved en pris på 6 kr. pr. kWh inkl. afgifter).

Eksempel B: 

En fryser på 800 liter er slukket i 4-5 timer. Det giver 113 kr. (ekskl. moms) i strøm-besparelse om måneden, svarende til 1.356 kr. om året (ved en pris på 6 kr. pr. kWh inkl. afgifter).

Har man flere køleskabe eller frysere, ganger man blot op. To køleskabe giver således en besparelse på 4.440 kr. om året.

  1. Brug mest strøm uden for den dyreste periode

Generelt er det dyrest at bruge strøm mellem kl. 16 og 22 alle dage om ugen. Ryk derfor så meget af dit forbrug som muligt til før eller efter dette tidsrum. 

Det vil spare dig i omegnen af 10-15% af prisen på den forbrugte strøm om måneden.

  1. Sluk for strømmen i weekender og ferier

Hvis der ikke er medarbejdere i virksomheden i weekenden eller ferierne, så sluk for de apparater, opladere, udluftning mv., der bare står og trækker strøm. Klassikeren er, at der er lys hele døgnet, fordi rengøringen skal til et par timer – og ikke får slukket igen.

Du kan med fordel slukke hele grupper på el-tavlen, så det er nemt for sidste person, der går, at slukke. Vær dog opmærksom på, at du ikke får slukket for fx alarm, køl og frys mv. Husk at instruere personalet i procedurerne.

Det vil spare dig ca. 15-20% kWh om måneden.